TdB 2019 Dagbog af Vera Zobbe


En af Tour de Bière-feltes debutanter i år var Vera Zobbe, som ejer Det Bette Ølhus i Ålbæk mellem Frederikshavn og Skagen. Hun skrev dagbog undervejs, som ØLen­tu­siasteN har fået lov til at bringe.

 

 

You’ll Never Walk Alone

Første dag på Tour de Bière. Vi startede fra Kolding banegård, efter fotografering og krammer kørte vi i samlet flok til You’ll Never Walk Alone.

Her tog Torben godt imod os, vi smagte to gode øl og fik et par ord med på vejen.

Beershoppen

Herefter gik turen til Beershoppen, hvor der var sandwich og godt øl. Beershoppen havde rigtig mange øl fra forskellige bryghuse, en meget spændende butik.

Bøgedal Brew

Så startede den virkelige verden, vi skulle cykle omkring 25 km ned eller op til Bøgedal Brew, det gik bare op hele tiden, den ene bakke efter den anden, og jeg siger jer, at i 24 grader, er det faktisk hårdt at cykle, men med en hjælpende hånd på ryggen gik det alligevel.

Vi nåede ned til Bøgedal Brew, og ja det var som jeg huskede det fra sidst, men jeg tror, at det er 10 år siden jeg besøgte dem.

De brygger stadig fint øl, men desværre sætter de nu kapsler på i stedet for korkpropper. Det er lidt synd, da det jo er nogle dyre øl. Vi smagte en hvedeøl og en mørk øl med rom. Den mørke var super dejlig, hvedeøllen var bare en hvede.

Nu skulle turen så gå til Horsens, hvor vi skulle overnatte i Torstedhallen, og nu starter det virkelige mareridt. Vi skal op ad Vejlebakken (lige siden jeg tilmeldte mig, har jeg mareridt om denne bakke). Jeg kan godt fortælle jer, at jeg var helt derude, hvor jeg var parat til at stå af cyklen og gå. Hvis jeg ikke havde fået en fast hånd på ryggen og et ”du kan godt”, havde jeg ikke klaret det. Hjertet sad helt oppe i halsen, jeg svedte, men alle de velmente og positive tilråb gjorde, at jeg kunne fort­sætte. – Men det er kun første dag, hvad har jeg dog meldt mig til?

Ølsted Bryggerlaug

På vejen kørte vi lige forbi Ølsted Bryg­gerlaug, de holdt fest, men vi var meget velkomne. Her nåede vi kun en enkelt øl, før Hans Peter piskede os videre.

Endelig nåede vi vores overnatningssted, som var Torstedhallen, her blev vi mødt med øl og chips, lige hvad vi trængte til.

Aftensmaden blev serveret, og ja nu ved jeg, hvorfor jeg deltager i denne fuldstændige vanvittige tur. Det er hyggen og det gode samarbejde, der er hjælp at hente alle steder. En dejlig men hård dag er til ende, og nu er jeg klar til at sove sammen med en hel flok snorkende mænd og en kvinde ud over mig selv. Godnat.

Hangun Mikrobryggeri

Søndag, anden dag på Tour de Bière. I dag skal vi besøge Hangun Mikrobryggeri. Vi startede fra Torstedhallen i høj sol og kørte ind til Horsens, en lille fin tur. Bryg­geriet ligger på Statsfængslets grund i et lille vaskehus. Jeg tror det må være Dan­marks mindste bryggeri. Her smagte vi en karseøl (ikke lige min smag ), derefter fik vi en Brown Ale, den var let drikkelig.

Skanderborg Bryghus

Derefter gik turen til Skanderborg Bryg­hus. Vejen derhen var som i går bakket, og når jeg siger bakket, så er det virkelig stejle og lange bakker. Når man når toppen, sidder hjertet nærmest oppe i halsen, og man lyder som en blæselampe.

Skanderborg Bryghus er topmoderne, der mangler intet, der er virkeligt brugt penge på dette bryggeri. Vi kunne nærmest drikke alt det vi lystede, de skænkede gavmildt op i glassene, vi fik også en sandwich, så var frokosten hjemme. Efter halvanden time steg vi igen op på jernhesten og cyklede op til Århus Bryghus. Her blev vi modtaget med flag af lokale medlemmer af Danske Ølentusiaster.

Aarhus Bryghus

Vi fik øl og blev bænket i deres nye gårdhave, hvorefter vi fik lidt historier omkring Aarhus Bryghus. En hyggelig eftermiddag.

Vi skulle til Odden med færgen lidt over kl. 17, så vi cyklede lige de sidste 9,5 km. På vejen mødte vi mange studenter, så der blev dyttet og råbt ”højt skum” mange gange. Da vi nåede færgen var der lidt kaos, da vi ikke kunne stemple ind, og 35 grønne ølentusiaster fylder meget i billedet. Det lykkes dog til sidst, og vi cyklede ind på færgedækket sammen med alle bilerne, et stort rod.

Kl. 19 ankom vi til Odden, og så manglede vi lige 5,3 km, inden vi kunne pakke ud og komme i bad. Vi havde haft 30 grader hele dagen, så et bad var tiltrængt. Vi sov i en stor gymnastikhal, så der blev snorket fra alle kanter efter at lyset blev slukket. En god dag var overstået.

Den fynske Ølmand

Jeg glemte at fortælle, at der var et pitstop på vej til Horsens. Midt i den skønne natur stod Robert fra ”Den fynske Øl­mand” med kolde øl, han havde været på havnen og hentet is til afkøling af øllene, rigtig dejligt.

Odden Bryg

Mandag 1. juli forlod vi kl. 8 Odden Skole for at køre til Odden Bryg,  en lille tur på 7,3 km. Vi blev modtaget af den eneste ansatte nemlig bryggeren og ejeren. Alle hans øl hed noget med hav, da bryggeriet lå lige ned til vandet. Det et lille bryggeri, men med et rimelig stort ølprogram, som primært sælges i nærområdet. 

Bryghuset No5

Efter nogle gode smagsprøver tog vi afsked og kørte den lange vej til Holbæk til Bryghus No5, som lå midt i Holbæk by. Solen skinnende, så vi gik i gårdhaven for at smage noget øl, vi startede med en mild blond, en rigtig god øl, så kom regnen og vi måtte søge ly i caféen. Vi skulle spise frokost på bryggeriet. Vi fik kæmpestor burger, dertil fik vi en mørk dubbel, og tilsidst fik vi smagt deres dessertøl. Næsten alle var vilde med den, personlig syntes jeg, at den var for sød, men pyt med det, så var der bare en anden der fik glæde af den.

Da vi forlod Bryghus No5, var der rigtig mange mennesker, som ville vide, hvem vi var, og hvorfor vi alle var i grønt tøj. På vej forbi et fodgængerfelt stod der et ægtepar, som snakkede i telefon, og jeg hørte manden sige ”vi bliver lidt forsinket, da der er en grøn bølge, så vi kan ikke komme over”.

Hornbeer

Så gik turen til Hornbeer, det var underligt, at Jørgen og Gunhild ikke stod og tog imod os. Den nye ejer var lidt speciel, han virkede ikke så entusiastisk, hans kone havde ønsket et bryggeri og han havde pengene, ja så køber man da bare Horn­beer. Nå det kommer jo ikke mig ved, besøget var fint nok, vi smagte noget af det øl, han havde brygget.

Herslev Bryghus

Turen i dag var knap så bakket, som de følgende dage, men alligevel nok til, at jeg fik lidt syre i benene, nu skulle vi til Herslev og spise aftensmad og smage noget øl. Et dejligt besøg og god mad. Hver aften uddeles en bjergtrøje og en førertrøje, det er ikke altid trøjerne passer, når man får dem, men sjovt nok viser det sig at, når de tages på næste dag, så passer de fint (gad vide hvordan det hænger sammen?).

På vej hjem til Roskilde blæste og regnede det meget, så det blev en kold aftentur. Vel tilbage i Roskilde blev det til lidt hygge, men alle var trætte så der blev hurtigt stille.

Mikrobryggeriet Musicon

Så er vi nået til fjerdedagen på turen, vores morgenmad skulle indtages på Mikrobryggeriet Musicon, som ligger i Roskilde.

Efter ca 2 km var vi på stedet, og der var allerede kaffe klar. Vi fik hurtig sat brød, smør, ost m.m. på bordet (vi står jo meget tidligt op hver dag, der er både morgensamling og sang inden vi kører ud i landskabet).

Kl. 9 startede vi med smagning af deres dejlige øl, herefter så vi det lille bryggeri og fik en snak om deres fremtidsdrømme.

Thyras Bryg

Kl. 10 cyklede vi over til Thyras Bryg, som lå 1,2 km væk. Da vi kørte ind på adressen, blev vi modtaget af en bar fyldt op med smageglas og to fadølshaner. Det hele stod under et kæmpe æbletræ hvori der var hængt kulørte lamper op, det var rigtig hyggeligt.

Her var også kun en ejer og selvsamme mand var brygger, hans bryggeri lå i kælderen, ikke særligt stort, men vi kunne dog klemme 33 mænd og to kvinder derind så vi kunne synge vores bryggerisang og råbe højt skum.

Bryggeriet Skands

Efter Roskilde blæste vi 20 km med vinden i ryggen ind til Skands i Brøndby. Der er kommet nye folk til, men en stor del af produktionen er stadig Birthes oprindelige opskrifter. De eksperimenterer lidt og der kommer nogle nye ting til. Vi holder øje...

Carlsberg Laboratorium

Så kom der en lidt længere tur på cyklen, for vi skulle besøge Carlsberg Labora­torium i Valby. Det var ikke noget jeg havde set frem til, men det blev alligevel et godt besøg. Vi så deres drivhus, hvor de dyrkede forskellige slags byg og humle, derefter gik vi til rummet, hvor de lavede deres ølforsøg, altså hvor de bryggede forskellige typer øl. 

Til sidst smagte vi noget af deres gemme­øl, tre forskellige typer, det var øl som ikke længere var i handelen. Der var en med kantereller, en anden var fadlagret og den sidste en dessertøl.

Kl. 16.40 skulle vi med bus til Ystad, vores cykler blev sat på trailer og kørt til færgen. Der var lidt kaos, vi havde trods alt en del cykler, men alt lykkedes, og vi kom alle godt ned til færgen, som skulle sejle os til Bornholm.

Vi skulle bo på Bornholms Efterskole, og da vi ankom omkring kl. 21.00 efter udpakningen, var der dømt hygge med lidt øl, jeg modtog den prikkede bjergtrøje og min trofaste følgesvend ( hjælper/skubber) fik den gule førertrøje, for som alle var enige om, kunne de jo ikke skille os ad.

Lokalformanden på Bornholm

Femte dag på Tour de Bière var Bornholm rundt, tidlig op kl. 5.15, vi skulle være klar kl. 6.45 og der skulle køres 15 km ud i den friske, blæsende sommer, vi skulle besøge fire bryghuse. Vi fik også set nogle rundkirker på vores vej rundt om øen, vores første besøg var hos Hans Jeppesen, lokalformanden på Bornholm, i hans hyggelige ølhule i Klemensker.

Pennyllan

Derefter kørte vi til Pennyllan som ligger ved havnen i Tejn/Allinge. De var lige mødt ind og var ved at gøre klar til åbningen. De tager deres navne skilt ind hver dag. Det vil sige at alle bogstaverne pilles ned enkeltvis og sættes op igen den næste dag. 

Vi smagte noget dejligt øl og fik en lang historie om, hvordan de startede. Inde bag bryggeriet havde de en hule inde i klippen. Her opbevarede de deres fadlagrede øl, hulen var kun oplyst af stearinlys.

Svaneke Bryghus

Så gik turen til Svaneke i strid modvind, den ene bakke efter den anden, det ville ingen ende tage, det er mega hårdt og nu var det så jeg tænkte ”hvad f..... laver du her” ingen vej tilbage bare fremad, med den prikkede trøje, som jeg jo fik i går, kæmpede jeg med Michal’s hjælp mig op, op, op, og det lykkes da også til sidst at nå Svaneke Bryghus. Med rystende ben kom jeg af cyklen og ind i bryghuset hvor vi fik en rundvisning, efterfølgende skulle vi spise frokost i deres cafe, vi fik en krydder­sild og et stykke med ”Sol over Gudhjem “ der var rigtig mange gæster i og omkring bryghuset som ville høre hvor vi kom fra og hvorfor vi alle var klædt i grønt, de fik svar og en sang med på vejen.

Small Batch Brewing

Op på cyklen igen og ned til Rønne, nu var der virkelig blæst op og tro mig, der var stadig bakker, det var først da vi næsten nåede Rønne det gik nedad. Vi skulle besøge Small Batch Brewing, hyggelige mennesker med en passion for øl, en lystig fyr som snakkede fanden et øre af. Munden stod ikke stille på ham den time, vi var der, men øllet var fint.

Tilbage på Rønne Efterskole var der mad og fælles hygge, en enorm hård dag, men jeg gennemførte turen.

Så forlader vi Bornholm i dag, tidlig ned til færgen. Den havde planmæssig afgang kl. 6.30, så efter en lille køretur på 3 km nåede vi havnen, men måtte vente en del tid,  før vi kunne køre ombord på færgen. Der var problemer, så stod vi der i blæsende kulde i vores cykeltøj, det var ikke sjovt.

Hönsinge Hantwerksbryggeri

Da vi endelig kom afsted, var vi omkring en time forsinket, så vi måtte droppe det ene besøgssted i Sverige. Igen cyklede vi i blæst og kulde langs kysten op til Hönsin­ge Hantwerksbryggeri, vi blev modtaget af en ung ivrig brygger, som stolt viste sit bryggeri frem. Han havde to øl, som vi skulle smage. 

En meget mørk stout, som smagte af kaffe/chokolade, nødder og brændt malt. Den lyse var en pilsner/blond øl, meget mild i smagen.

Vi fik stående frokost, selvsmurte madder, midt i den svenske natur med pænt solskinsvejr. Herefter cyklede vi videre ned til togstationen, fik læsset cyklerne på trailer, og derefter tog vi toget til Tårnby.

People Like Us

Tilbage i København besøgte vi People Like Us, et mini bryggeri og cafe, de tre mennesker bag dette sted brændte for bryggeriet og mennesker med handicap. De havde ansat op til flere mennesker med mange forskellige problemer, dem de ikke selv kunne ansætte, skaffede de arbejde til ude i byen. Det var virkelig tre personer, som gjorde noget og ikke kun snakkede om, hvad der var brug for. Skønne mennesker. 

Endnu en dag var gået og vi kunne sætte cyklerne.

Brus

5. juli kl. 8.15 forlader vi Brøndbyvester Skole for at cykle til To Øl, hvor vi fik tre forskellige øl. En Pale Ale, en Pale Ale med Raspberry og en Brown Ale.

Folketinget

Derefter gik turen til Folketinget. Vi havde en aftale med Rasmus Prehn som ville vise os rundt i Folketinget, men siden aftalen gik i hus, var han jo blevet minister, så han havde kun en lille halv time til os, men han havde da fundet en afløser.

Vi blev vist ind i Socialdemokratiets gruppeværelse, hvor vi skulle have en lille øl­smagning. Inden Rasmus Prehn skulle gå fortalte han, at en af hans kollegaer fra folketingsgruppen tit kom til Skagen for at holde ferie, og at han havde fortalt ham om et lille dejligt ølsted 20 km fra Skagen. Ja, I kan selv gætte, hvor det var, alle i salen pegede på mig og sagde ”det er Vera der ejer det”. Så ja, jeg er også kendt i Folketinget.

Vi så også den halvtomme statskasse, som Søren forsøgte at udfylde ved at kravle op i den. Ja vi får kun det sjov, vi selv laver.

Café Syd

Efter en dejlig frokost i Sydhavnen fortsatte vi til Hvidovre, hvor vi lavede en rundtur i grupper til de fire bryggerier Hvid­ovre Bryghus, Slowburn, Benzo bryg & Spy Brew. De var meget forskellige og havde forskellige ambitioner.

Benzo Brew, Spybrew, Hvidovre Bryghus og Slowburn Brewing Co-op

Hvidovre Bryghus ville gerne satse på det lokale og lave bryg til lokalområdet, Slow­burn laver sin første bryg i næste uge, og vil satse på det københavnske marked, og måske mere siden. Benzo Bryg laver 100 liter ad gangen og sælger en del til Skaal, og Spy Brew laver 200 liter af gang­en i alle øltyper. Super rundtur.

Retur til Brøndbyvester skole, hvor der var aftensmad og hygge, inden vi alle gik til ro. Vi sover i en stor gymnastiksal 35 mennesker samlet så der bliver snorket fra alle kanter, heldigvis har jeg et godt sovehjerte.

Flying Couch og Nørrebro Bryghus

Sidste dag i Tour De Bier er vejret lidt blandet, men vi skulle nå fem ølsteder inden kl. 16.30. Det første stop lå 12,7 km væk, så der skulle trædes til for at nå det til tiden. Stedet var Flying Couch, som brygger supergodt øl. Der var næsten fri bar, så det var godt vi kun havde en halv time til besøget, dernæst var det Nørre­bro Bryghus som mange kender, øllet er udmærket og let drikkeligt.

Bicycle Brewing

Bicycle Brewing er et minibryggeri og cafe. Et hyggelig sted. Jeg tror der var plads til 12 til 15 mennesker i cafeen, og i bryggeriet kunne vi lige presse 10 personer ind.

Broaden and Build 

Frokosten skulle indtages på Refshaleøen, Broaden and Build, som er et nyt restaurantbryggeri. Her fik vi fire smagninger af udmærket øl. Undervejs havde vi et ekstra pitstop hos medlem nummer 1 i Danske Ølentusiaster, Anders Evald. Han præsenterede en hjemmebrygget belgisk wit.

Amager Bryghus

Så gik turen til Amager Bryghus en tur på omkring 10 km i silende regn, vi var gennemblødte og kolde, så det blev et kort visit, selvom der var åbent hus og masser af besøgende.

Stolt af mig selv

Efter 17 km var vi tilbage på skolen, turen var slut og jeg gennemførte. Jeg er rigtig glad, men også lidt stolt af mig selv, tænk jeg havde cyklet mange kilometer, fået for lidt søvn og øm bagdel. Men jeg har det s.... godt, en kæmpe oplevelse, godt sammenhold, dejlige mennesker, og jeg kunne godt finde på at gøre det igen.

Det var en meget hektisk uge, hvor vi har besøgt 34 ølsteder, mødt mange ølentusiaster og håbefulde unge bryggere.

Højt skum ... Vera Zobbe